• Stor mængde af kopivarer kommer ind over de danske grænser

    Source: BDK Borsnyt / 10 Feb 2025 08:33:15   America/Chicago

    Toldkontrol i Københavns Lufthavn viser, at ni ud af ti sager handler om varer, der mistænkes for at være kopivarer. Det skriver Skatteministeriet i en pressemeddelelse. Kopivarer, våben, narkotika og kontanter er blot nogle af de fund, Toldstyrelsen har gjort sig på det seneste i Københavns Lufthavn. Stikprøvekontroller i forbindelse med fly, der ankommer i Københavns Lufthavn, viser en markant stigning i mængden af kopivarer. Skatteminister Rasmus Stoklund synes, at det er en bekymrende tendens. - Det er bekymrende, at vi ser så mange eksempler på varer, der kan være skadelige for forbrugerne, eller som er kopier, og dem skal vi naturligvis forsøge at stoppe, før de bringer borgerne i fare, siger skatteminister Rasmus Stoklund. Der er blevet lavet 11 stikprøvekontroller i Københavns Lufthavn. Aktionen har ført til, at 13.367 pakker er blevet kontrolleret, og 580 sager er blevet registreret. - Jeg kommer i de kommende måneder til at se på, om vi kan styrke vores kontrol yderligere, lyder det fra Rasmus Stoklund. Kontroldirektør i Toldstyrelsen Jeppe Kjærgaard fortæller, at der er et øget fokus i forbindelse lavværdipakker. - I Toldstyrelsen kan vi tydeligt mærke stigningen i lavværdipakker, og det er en udvikling vi følger tæt. Vi indretter vores kontroller i tæt samarbejde med vores samarbejdspartnere efter den nye situation også for at sikre, at der er afregnet den korrekte told, siger Jeppe Kjærgaard. Toldstyrelsen arbejder ved alle danske grænser, hvor de kontrollerer varer på vej til private og virksomheder. Når varer udtages til kontrol, sker det som stikprøver eller baseret på en risikovurdering. Det er ulovligt for virksomheder og private at handle med kopivarer, derfor tilbageholder Toldstyrelsen det, de finder mistænkeligt som kopivarer. Det er heller ikke usædvanligt, at Toldstyrelsen får destrueret de kopivarer, de finder ved grænserne. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/danmark/stor-maengde-af-kopivarer-kommer-ind-over-de-danske-graenser
Share on,